Lakrids-

produktionsanlægget

Den særlige lakridssmag kommer fra lakridsrod,

som er en rod fra lakridsgrenen, Glycyrrhiza glabra,

og den hører til sommerfugleblomsten. Lakridsgrene er cirka 1 meter høje,

og deres oprindelse er lande omkring Middelhavet, såsom Grækenland, Spanien og Italien, eller de såkaldte subtropiske områder. Buskene vokser bedst langs en fugtig flodseng. Lakridsgrene kan også findes i Nordamerika og Kina, men de er af en anden slags, henholdsvis Glycyrrhiza lepidota og Glycyrrhiza uralensis. Begge slags anvendes på samme måde som Glycyrrhiza glabrra.

Lakridsrod får sin søde smag fra glycerin. Denne syre er over halvtreds gange sødere end sukker. Eftersmagen af glycerin er den typiske lakridssmag. I Nederlandene kan man købe stykker af lakridsrod til at tygge på.

Efter 4 år med at dyrke lakridsroden, tager farmerne buskene op ad jorden, og deres rødder fjernes. Det sker i oktober måned. På dette tidspunkt har busken mistet alle sine blade, og den vokser ikke mere før regnsæsonen i april det efterfølgende år. Idet rødderne sommetider er fire meter nede i jorden, kan det være vanskeligt at høste dem. Dele af rødderne skæres af. Derefter sættes busken igen i jorden, så den kan vokse videre. For at undgå mug, tørres de afskårne rødder i solen. Når de er tørret, sælger farmeren rødder til fabrikken. Her skæres de, trækkes i lange, trævlede stykker, og laves til pulp med vand. Efter filtrering fortykkes pulpen til en ekstrakt. Dette ekstrakt hældes i containere og tørres igen. Det produkt, der kommer ud af det, kaldes bloklakrids. Bloklakridsen eksporteres til bearbejdning til lakrids-, tobaks- og medicinindustrien andre steder i verden.

Bloklakrids har en meget gennemtrængende smag, og det smager ikke som det lakrids, vi kender. Da bloklakrids er meget sød, skal der kun anvendes en meget lille smule af det til den videre bearbejdning.

Denne bloklakrids opløses i vand på lakridsfabrikkerne, hvorefter alle mulige slags ingredienser tilføres til materialet for at lave lakrids. Først dannes en blanding med et sødemiddel (for eksempel sukker, honning, glukose eller fruktose). Derefter tilføres andre substanser, såsom anisolie, laurbær, pebermynte, honning og fortykningsmidler.

I gamle dage brugte man gummi arabikum som bindemiddel. Gummi arabikum høstes fra akacietræet, der kun kan vokse i de varme lande , særligt i Sudan, Senegal og de løbende områder af Nilen. Træets bark har revner, hvorfra der kommer dråber af gummi. Disse dråber danner tykke klumper, kaldet gummi arabikum, som så tages af. Ved at tilføre denne gummi, bliver lakridsen igen blød. Gummi arabikum findes i små mængder, og det er derfor meget værdifuldt. Det er en af hovedårsagerne til, at der tilføres forskellige typer af stivelse til lakridsen som bindemiddel, da det er meget billigere. Til sidst tilføres farve- og smagsstoffer. Disse smagsstoffer afhænger af den type lakrids, der produceres. De farvestoffer, der anvendes, er ofte toffee. Hvis der produceres saltlakrids, tilføres også saltammoniak. Blandingen ligner så en slags brøddej, og derfor kaldes den også "dej".

Alle disse ingredienser koges i store kedler. Blandingen opvarmes til 135º C. Efter kogningen transporteres det flydende materiale via rør til lakridsstøbemaskinerne. Flade beholdere med støbepulver og noget stivelse lægges i disse maskiner, da det opsuger lakridsen lettere og forhindrer klumpning. Der presses forme ind i dette pulver med stempler, der er lavet af gips. Den flydende lakrids hældes i formene. Bakkerne med flydende lakrids stables så automatisk af maskinen og føres til et tørrerum. Her tørres bakkerne i 36-48 timer ved en temperatur på op til 70º C. Efter denne proces transporteres den tørrede lakrids igen af den samme maskine. Maskinen vender bakkerne, så pulver og lakrids falder ud ad beholderne. Støbepulveret renses så og bruges igen. Lakridsen børstes ren i maskinen og transporteres til overtrækstromlern, hvor de forsynes med et lag vegetabilsk olie, så der skabes dejlige, skinnende stykker slik. Ydermere opsamles lakridsen i plastikbakker og bringes til emballeringsmaskinerne, hvor de indpakkes i forskellige slags pakninger. Hvis lakrids pakkes korrekt, kan det holde sig i over et år. Forbrugeren køber lakridsen i poser, roller eller i løs vægt. Løse lakridser kan fås hos købmanden eller i slikbutikken, hvor kunden selv kan vælge slik.

De fleste former for lakrids støbes som beskrevet ovenfor. Men der findes også en form for presset lakrids, såsom lakrids-snørebånd og lakridsstænger. Disse former for lakrids presses ved høj temperatur, og derefter skæres de i større eller mindre stykker. Engelsk lakrids produceres også på denne måde. Faktisk er denne type lakrids ikke den almindelige slags. Denne sliktype hører til den kategori af slik, der blev opfundet i 1760 af den engelske kemiker George Dunhill.